Den gode (interne) overgang
Den gode overgang er er kendetegnet ved at fagprofessionelle sammen med forældrene, samarbejder om den gode og sammenhængende overgang. Overgange markerer et nyt kapitel for barnet, hvor det går fra kendte rammer til nye rammer, som barnet skal lære at kende og begå sig i.
Den gode overgang fra vuggestue til børnehave på Lilholtgård
Vores arbejde med den gode overgang bygger på 3 grundlæggende værdier:
- Tryghed – for barnet og for forældrene
- Mestring – vi møder barnet med positive forventninger og møder barnet hvor det er.
- Deltagelse- vi skaber muligheder for at barnet kan deltage i fælleskabet med de forudsætninger som det har.
Denne skrivelse handler specifik om den interne overgang på Lilholtgård fra vores vuggestue til børnehave.
Når børnene på Lilholtgård skal videre fra vuggestuen til børnehaven, er vi meget opmærksomme på, at det ikke kun er børnene der skal starte en ny epoke i deres liv, men at det også er forældrene der skal have deres daglige gang et nyt sted i huset. I børnehaven er der flere børn end vuggestuen og der er færre voksne.
Hen imod slutningen af barnets vuggestuetid, får forældre at vide hvilken stue barnet skal gå på og hvem der bliver ny kontaktpædagog i børnehaven.
Vi er meget opmærksomme på vigtigheden i et godt samarbejde i overgangen fra vuggestue til børnehaven. Forældrene vil inden overgangen inviteres til en opstartssamtale. Til opstartssamtalen og i det daglige samarbejde vægter vi den tætte dialog og åbenhed samt et tillidsfuldt samarbejde, da det er en vigtig forudsætning for barnets trivsel og udvikling.
Børn er forskellige og kan reagere forskelligt i en overgang fra noget kendt til noget nyt. I overgangen er barnet den sidste måned i vuggestuen meget på besøg i børnehaven sammen med en kendt voksen, nogle venner fra vuggestuen eller begge dele. Ligesom vi opfordre forældrene til at gå forbi den kommende stue og hilse på eller gå på besøg på børnehavens legeplads i weekenden. På den måde bliver de nye omgivelser mere kendte og trygge at begå sig i.
Vi opfordrer jer til, at forældrene sammen med barnet, finder et vellignende foto, som skal bruges til barnets kurv i garderoben. Barnet og kontaktpædagogen vil i indkøringsperioden lave navneskilt til kurven. Dette giver barnet ejerskab.
I starten kan det have betydning hvis barnet har noget trygt og genkendeligt med hjemmefra.
Forældrene skal selv sørge for at opdatere barnets billede på Aula.
Når børnehavestart er nært forestående, begynder vi at forberede overgangen.
Vi taler om at gå i børnehave.
Vi har et øget fokus på selvhjulpenhed i forhold til af -og påklædning både i garderoben og på badeværelset. Børnenes selvtillid og selvværd vokser når de oplever at mestre opgaverne. Børnene begynder at spise uden hagesmæk (undtaget suppedag) og hjælper til med at dække bord og smører selv deres rugbrød.
Vi bestræber os på at børnene har en ven at følges med. Selv om det ikke er den nærmeste legekammerat giver det tryghed at følges med en som man kender.
Vi går i børnehaven og leger både ude og inde. Når børnehaven har aldersopdelte grupper, deltager vi sammen med de mindste børnehavebørn. Det begynder vi ca. en måned før børnehavestart.
Vi laver indkøring i børnehaven i 3-4 uger. Vi snakker om hvem de voksne er på den nye gruppe og hvad de hedder. Vi inviterer den nye primærvoksen til at komme på besøg i vuggestuen sammen med nogle børnehavebørn. Vi går på besøg i børnehaven og deltager i de aktiviteter der foregår der. De første dage går vi tilbage til vuggestuen for at spise frokost. Med udgangspunkt i det enkelte barn tilrettelægger vi besøgene i samråd med den nye primærvoksne. I den sidste del af indkøringen vil børnene typisk selv være på besøg.
Den sidste dag i vuggestuen holder vi afslutningsfest og synger farvelsang. Farvelsangen får børnene med hjem eller med i børnehaven. Børnehaven står for det praktiske med garderobe og navneskilte.
Vi tilrettelægger altid en overgang ud fra barnets behov. Hvis barnet i en periode har behov for at blive afleveret i vuggestuen og så efterfølgende blive fulgt i børnehave vil dette også kunne være muligt. Det vil blive aftalt i samråd med forældrene, den afgivende og modtagne pædagog, så vi finder den bedste løsning for barnet i en evt. svær overgang.
Vuggestuen indkalder til en overleveringsamtale, hvor forældrene deltager, kontaktpædagogen fra vuggestuen, samt kontaktpædagogen fra børnehaven. Her tager samtalen udgangspunkt i forældres beskrivelse af barnet (forældreperspektiv), hvordan vuggestuen har oplevet barnet og pædagogen fra børnehaven fortæller om hvordan det er at gå i børnehaven.
Indkøring i børnehaven sker i samarbejde mellem kontaktpædagogen fra henholdsvis vuggestuen og børnehaven. Der aftales en indkøring af 3-4 ugers varighed. De første indkøringsdage i børnehaven, tilrettelægges aktiviteterne for de øvrige børn således, at der er plads og god tid til at tage imod de nye børn. I de efterfølgende dage trækker kontaktpædagogen fra vuggestuen sig stille og roligt ud af relationen med barnet, og lader børnehavens kontaktpædagog og øvrige personale tage over.
Inden barnet starter i børnehaven, har den nye kontaktpædagog sørget for, at garderoberum, skuffe mm., har fået navn og billede af barnet på. Dette gøres sammen med barnet. Barnet føler sig på den måde velkommen og en del af sit nye fællesskabet i børnehaven.
